Alle mand om bord: 83.000 har sejlet gratis med færge i juli

Cirka 83.000 cyklende og gående danskere har i juli sejlet gratis med danske færger.

Det svarer til 2600 cyklister og 14.000 gående om dagen, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Og det er blot tal for 34 ud af de i alt 56 færger, der har tilmeldt sig ordningen med gratis færgerejser for gående og cyklister i juli.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) erklærer sig “overvældet” over den store interesse.

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud om nogle uger, når sommervejret forhåbentlig er kommet igen, og endnu flere har fået ferie, siger Benny Engelbrecht i pressemeddelelse.

De gratis færgeture er en del af den politiske sommerpakke, der skal styrke turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen.

Der har dog også været indvendinger mod den gratis færgefart.

Fra de mindre øer har der lydt kritik, fordi juli i forvejen er en af de travleste perioder hele året for færgerne.

Derfor, forklarede Lars Hansen, der er konstitueret formand i Småøernes Færgeselskaber til DR tidligere i juli, kommer de gratis ruter ikke særlig belejligt.

Benny Engelbrecht sender dog i pressemeddelelsen en tak afsted for tålmodigheden og tolerancen hos de små øer.

– Jeg ved, at det for mange øboere har været lidt af en overraskelse med det store rykind her i begyndelsen, og at tålmodigheden flere steder er blevet sat på en prøve.

– I den forbindelse vil jeg gerne rette en særlig tak til de mange færgeselskaber, der har tilmeldt sig ordningen, og som hver dag lykkes med at få de fastboende og de mange turister godt og sikkert til og fra øerne, siger ministeren.

/ritzau/