Inger-Birthe Rømer går på efterløn efter 45 år i Danske Bank. Foto: Holger Larsen

På efterløn efter 45 år i banken: ‘Nogle af kunderne er anden generation’

DAGENS NAVN: Inger-Birthe Rømer går på efterløn efter 45 år i Danske Bank. Nu skal der være mere tid til andre ting – især børnebørn.

 

Fortæl om dine 45 år i Danske Bank?

– Jeg startede i 1975 som elev i Handelsbanken, som i 1990 blev til Danske Bank, og vi blev slået sammen med BG Bank i 2009.

– Jeg har gået ind og ud af samme dør på Store Torv i Rønne i 45 år. Bortset fra, at jeg før dankortets tid også var ude på Almegårds Kaserne, hvor vi havde kontor. Vi havde åbent på kasernen en gang om ugen i to timer, hvor vi kom med kassen under armen. Så stod soldaterne i lange køer for at hæve penge. Det var også dengang, hvor vi i banken holdt to timers middagslukning.

Hvad har dine opgaver i banken været?

– Jeg har været rådgiver for private kunder siden 1980. Det har passet mig fint, for jeg synes, det er rart, at de mennesker, jeg har haft med at gøre har haft tillid til mig og har fortalt mig om deres ønsker og drømme. Det har ligget mig meget på sinde at tænke i muligheder frem for begrænsninger. Det er vigtigt at give alle en god behandling, og at man er rådgiver og ikke sælger, og at man kan møde sine kunder i byen dagen efter og kigge hinanden i øjnene. Vores kunder skal have det godt med at komme ind i vores bank.

– Jeg har ringet rundt og talt med de fleste af mine kunder for at fortælle, at jeg går på efterløn. Det har været vigtigt for mig. Nogle af dem er anden generation, fordi jeg også har været rådgiver for deres forældre.

Har du aldrig haft lyst til at prøve noget andet?

– Jeg synes, der har været udfordringer nok i banken. Hvis jeg skulle have haft lyst til noget andet, ville det have været i samme genre.

Hvorfor vælger du at stoppe nu og gå på efterløn?

– Der er masser at se til i banken, og man bruger hovedet meget. Jeg vælger at stoppe, mens legen er god, og på et tidspunkt, hvor jeg håber, at jeg stadig kan nå en masse andre ting i livet.

– Jeg håber, at jeg kan få mange gode timer med min mand Tom, der stoppede med at arbejde for halvandet år siden, med børn, børnebørn, familie og venner.

– Jeg kan godt lide at dyrke motion. Jeg spiller badminton med nogle veninder, løber et par gange om ugen, og sammen med Tom tager jeg ud i naturen – og så skal vi rejse.

– Når en dør lukker sig, åbner der sig sikkert nogle andre døre. Jeg vil lade tingene komme hen ad vejen og få ro på hverdagen.

Det lyder som om, at familien betyder meget for dig?

– Der er ikke noget bedre, end når hele børneflokken er samlet rundt om bordet. Nærvær med de nærmeste betyder meget for mig, og jeg håber at få et endnu tættere forhold til børnebørnene. Vi har altid været gode til at holde sammen i familien, og vi har rejst sammen. Jeg har blandt andet været på en rygsækrejse sammen med mine to børn i en måned i Guatemala, året efter at de mistede deres far.

Hvor har du dine yndlingssteder på Bornholm?

– Sandkaas og Galløkken er mine yndlingssteder. Tom og jeg nyder også at finde “nye steder” på Bornholm.

 

 

Inger-Birthe Rømer

63 år

Fra Olsker, bor i Rønne

Gift med Tom Mortensen

De har tilsammen tre børn og seks børnebørn

Danske Bank i Rønne holder torsdag den 20. august afskedsreception for Inger-Birthe Rømer.