Forbund nægter rockertilknyttet bokser licens til at bokse

Bokseren Patrick Nielsens tilknytning til rockerklubben Satudarah betyder, at han ikke længere vil kunne få licens til at bokse professionelt i Danmark.

Det siger formand Jesper D. Jensen fra Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF) til B.T., efter at bokseren søndag til samme avis fortalte, at han er blevet optaget i rockerklubben.

– Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald, siger Jesper D. Jensen til avisen.

Patrick Nielsen var senest i ringen i oktober 2019.

Han har udtalt, at han har ting, han ønsker at hævne i bokseringen, men det får han altså ikke lov til, slår bokseforbundets formand fast.

– Han har ikke haft licens i et år. Når han ikke har licens, kan han selvfølgelig ikke bokse. Det næste spørgsmål er så, ‘hvad så, hvis han søger licens’, jamen, så vil vi bruge paragraf 5, hvor der står, at man bringer man boksningen i miskredit – og det har han jo gjort – så er der ingen licens, siger Jesper D. Jensen til B.T.

/ritzau/