NFL-hold fjerner tilnavnet Redskins efter sponsorpres

Siden 1937 har NFL-holdet Washington Redskins haft det samme navn.

Men nu er det fortid. Efter massivt pres har holdet valgt at fjerne tilnavnet Redskins og dets logo.

Det oplyser klubben i en udtalelse.

Det fremgår ikke, hvad klubben fremover skal hedde, men den bliver i den amerikanske hovedstad.

– Dan Snyder (holdejer, red.) og cheftræner Ron Rivera arbejder tæt sammen på at udvikle et nyt navn og design, der vil styrke grundlaget for vores stolte, traditionsrige hold og inspirere vores sponsorer, fans og lokalsamfund de næste 100 år, lyder det.

Flere af holdets største sponsorer, herunder FedEx, Bank of America og Pepsi, har for nylig opfordret kraftigt til at stoppe med at bruge udtrykket ‘Redskins’ (rødhuder), som i USA opfattes som racistisk og nedsættende overfor indfødte amerikanere.

Samtidig stoppede både Nike og Amazon med at sælge merchandise fra holdet online.

Sponsorernes anmodning faldt sammen med, at en debat om racisme er blusset op i USA i kølvandet på den sorte mand George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj.

Presset fik i forrige uge Dan Snyder til at indlede en “grundig undersøgelse” af holdnavnet, som altså nu er endt med, at tilnavnet bliver skrottet.

Det er langt fra første gang, at Redskins er blevet opfordret til at droppe sit navn, men Dan Snyder har hver gang blankt afvist, at det nogensinde ville ske.

– Vi kommer aldrig til at skifte navn. ALDRIG. Og det må du gerne skrive med stort, sagde holdejeren i 2013 som modsvar til de personer, der mente at holdets navn var racistisk.

Redskins-navnet så første gang dagens lys i 1933. Dengang havde holdet hjemme i Boston. Fire år senere rykkede det til Washington.

Sidste gang, et NFL-hold skiftede tilnavn, var i 1999, da Tennessee Oilers blev til Tennessee Titans.

/ritzau/