Helsingør udskyder EM i halv ironman til 2021

Der bliver alligevel ikke afholdt EM i halv ironman i Helsingør i 2020.

Stævnet var først sat til 21. juni, men blev på grund af coronapandemien rykket til 6. september. Nu opgiver arrangørerne altså at afholde det i år.

Det skriver Ironman Group Denmark i en pressemeddelelse.

Årsagen er – ligesom ved den første udskydelse – coronapandemien og de restriktioner, den har medført. Ironman 70.3 European Championship Elsinore, som er EM’s officielle navn, løber nu af stablen 27. juni 2021.

– Ironman 70.3 European Championship Elsinore er en kæmpe begivenhed, der kan noget særligt, siger borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær i pressemeddelelsen.

– Vi havde set frem til en folkefest i Helsingør Kommune til september, men deltagernes og tilskuernes sikkerhed kommer naturligvis først. Vi må se fremad og forventer at kunne byde velkommen til et stort Ironman 70.3 European Championship Elsinore i 2021 – selvfølgelig tilpasset Covid-19 situationen.

En halv ironman består af 1,9 kilometer svømning og 90 kilometer cykling, ligesom man skal løbe et halvmaraton på 21,1 kilometer.

Det er fjerde gang i træk, at EM afholdes i Helsingør.

/ritzau/