NHL genoptager træningen med 43 positive coronatest

Den Nordamerikanske Ishockeyliga (NHL) melder om 43 positive coronatest blandt spillere og ansatte. Meldingen kommer, godt to uger før turneringen efter planen skal i gang igen efter næsten fem måneders pause.

De 43 positive prøver er fordelt på 30 spillere og 13 ansatte og er resultatet af en omfattende testrunde, hvor der i alt blev foretaget 4934 test.

– Alle spillere, der er testet positive, er eller har været isoleret og følger retningslinjerne fra Canadas sundhedsmyndigheder, skriver NHL i en meddelelse på sin hjemmeside.

Efter aftale med spillernes fagforening, NHLPA, sætter NHL ikke navne på hverken spillere eller klubber, der er berørt af de positive test.

Blandt de spillere, der tidligere har været ramt, er et af ligaens største navne, Toronto Maple Leafs’ topscorer Auston Matthews. Han oplyser, at han i juni testede positiv, men nu er virusfri.

– Jeg var ret asymptomatisk og havde det ret normalt i de to uger, fortæller Matthews om den efterfølgende isolationsperiode.

24 af de 31 NHL-hold genoptager 1. august sæsonen, som begynder med kvalifikationskampe til playoff.

Alle kampe skal spilles uden tilskuere i de to canadiske byer Toronto og Edmonton, hvor alle hold vil være indkvarteret i perioden.

Spillerne har fået mulighed for at takke nej til at deltage uden at skulle frygte repressalier fra deres arbejdsgivere. Det har mindst seks spillere foreløbig gjort.

/ritzau/