Sønderjyske siger farvel til trio med 202 kampe

Sønderjyske tager afsked med tre spillere, der har kontraktudløb med udgangen af juli.

Det drejer sig om målmanden Sebastian Mielitz samt backerne Nicholas Marfelt og João Pereira, der stopper i Sønderjyske.

Tilsammen har de spillet 202 kampe for superligaklubben, så det er nogle af dem, der rent faktisk har været med til at tegne klubben i de senere år.

– Fælles for dem alle tre er, at de har været i Sønderjyske i flere sæsoner, og vi takker dem mange gange for indsatsen i den lyseblå trøje.

– Og vi ønsker dem alt det bedste fremover, siger Sønderjyske-sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.

Sebastian Mielitz blev for ikke så længe siden hyldet for sin kamp nummer 100 i Sønderjyske – han nåede i alt op på 103.

Marfelt fik i alt 66 kampe for Sønderjyske og var undervejs udlejet til den hollandske fodboldklub Sparta Rotterdam.

João Pereira var den af de tre spillere med mindst aftryk på Sønderjyske, men han spillede fire kampe i slutningen af sæsonen og nåede i alt 33 kampe ad to omgange i klubben.

Det ligger også fast, at angriberen Artem Dovbyk stopper i Sønderjyske, da lejekontrakten udløber denne sommer, og FC Midtjylland har solgt ham til Dnipro i hjemlandet Ukraine.

Sønderjyske vandt i denne sæson den danske pokalturnering, og holdet, som var med i nedrykningsspillet, reddede sig også endnu et år i den bedste danske række.

/ritzau/