Uefa giver klubber rap over nallerne for FFP-brud

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har måttet løfte pegefingeren over for tre fodboldklubber for brud på forbundets Financial Fair Play-regler (FFP).

Således har engelske Wolverhampton, franske Lille og tyrkiske Istanbul Basaksehir, som FC København onsdag slog ud af Europa League, alle indgået forlig med Uefa efter ikke at have leve op til reglerne, der skal sikre sund økonomi i klubberne.

Det skriver Uefa på sin hjemmeside.

Wolverhampton har fået en bøde på 600.000 euro (cirka 4,5 millioner kroner), hvoraf to tredjedele kan frafalde, hvis englænderne får styr på økonomien inden udgangen af næste sæson ud fra nogle fastlagte rammer i forliget med Uefa.

Lille skal have en større tegnebog op ad lommen. Den franske klub skal som minimum betale tre millioner euro i bøde (22 millioner kroner), men den kan løbe op i tre gange så meget under de samme vilkår som Wolverhampton har.

Dog har Lille frem til udgangen af 2023/24-sæsonen til at få økonomien på ret køl.

Det har Istanbul Basaksehir også. Tyrkerne skal af med 300.000 euro (2,2 millioner kroner). Bøden kan dog ende med at være på 1,5 millioner euro (11 millioner kroner).

For alle tre klubber gælder det, at de i næste sæson kun må have 23 spillere registreret til eventuelle europæiske kampe mod de normale 25.

Det kan for Lilles og Istanbul Basaksehirs vedkommende blive forlænget til også at gælde i de efterfølgende to sæsoner, hvis de ikke retter ind økonomisk. Wolverhamptons kan ende med også at skulle have en begrænset trup med til europæiske kampe i 2021/22-sæsonen.

/ritzau/