Magnus Cort. Arkivfoto: Jacob Jepsen.

Strade Bianche blev en hed affære for Magnus Cort

Det blev en hed affære for Magnus Cort, da der lørdag blev kørt Strade Bianche, som var det første World Tour-cykelløb efter coronapausen. 

Det blev en hed affære for Magnus Cort, da der lørdag blev kørt Strade Bianche, som var det første World Tour-cykelløb efter coronapausen.

Normalt er løbet i marts, men det var i år altså blevet udskudt med flere måneder. Derfor blev dette års Strade Bianche også afviklet i bagende hede, hvor termometeret undervejs viste 37 grader i løbet af de 184 kilometer på landevejene i Toscana.

– Magnus følte sig aldrig velkørende, men gav hvad han havde. Med cirka 60 kilometer til mål blev han fanget bag “Nibali styrtet”. I den efterfølgende jagt på frontgruppen kogte han over, og kunne simpelthen ikke komme ud af rød zone igen, og så var det slut. Vi håber på mere nordiske temperaturer i Milano på søndag, fremgår det af facebooksiden Magnus ConCort Nielsen, som arbejder tæt sammen med Magnus Cort.

Vincenzo Nibali (Trek-Segafredo) både punkterede, styrtede og slog sin hånd i styrtet, som prægede løbet.

Corts holdkammerat fra EF Pro Cycling Alberto Bettiol blev nummer fire i Strade Bianche, og han takkede efter løbet bornholmeren for indsatsen.

– Vi var fokuserede fra kilometer nul. Alle gjorde, hvad de skulle, og vi kørte som et hold. Simon (Clarke red.), Magnus (Cort red.) og Woods (Michael red.) havde ikke den bedste dag derude, men de beskyttede mig stadig, fortæller sidste års Flandern-vinder ifølge siden Feltet.dk.