WHO: I for mange lande går det den forkerte vej med corona

Det går den forkerte vej for mange steder, og situationen kan derfor meget vel blive værre og værre.

Generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, havde ikke taget gode nyheder med til et pressemøde mandag i WHO’s hovedkvarter.

– Lad mig sige det ligeud: I for mange lande går det den forkerte vej. Virusset forbliver offentlighedens fjende nummer et, siger generaldirektøren.

– Hvis det helt basale ikke bliver fulgt, er der kun en vej, det her vil udvikle sig: Det vil blive værre og værre og værre.

Pressemødet var en af WHO’s ugentlige opdateringer om udviklingen af smitte med coronavirus på globalt plan.

Og ifølge nyhedsbureauet Reuters, der dækker de ugentlige briefinger, var tonen fra WHO anderledes alvorlig mandag.

– Der vil ikke være nogen tilbagevenden til det normale i den nærliggende fremtid. Der er meget at være bekymret for, tilføjede WHO-generaldirektøren sin advarsel.

/ritzau/Reuters