Ekskæreste nægter at have skaffet piger til Epstein

Ghislaine Maxwell nægter sig skyldig i seks anklagepunkter om, at hun blandt andet skal have hjulpet den nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein med at rekruttere og misbruge unge piger seksuelt.

Det siger hun ved et retsmøde i New York tirsdag.

Retssagen mod Maxwell går i gang 12. juli 2021, fastslår dommer Alison Nathan. Anklageren vurderer, at sagen vil tage tre uger.

58-årige Ghislaine Maxwell er tidligere kæreste og langvarig partner med den afdøde milliardær Jeffrey Epstein.

Hun er anholdt og sigtet for at have hjulpet ham med at have begået overgreb mod mindreårige piger i perioden 1994-1997.

To af anklagepunkterne mod hende handler om falsk vidneforklaring.

Ved tirsdagens retsmøde skal tre af de påståede ofre komme med deres indledende udtalelser, siger en af anklagerne, Alison Moe, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ligeledes tirsdag skal dommeren tage stilling til, om Maxwell skal have mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Anklagerne vil have Maxwell varetægtsfængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution. De mener, at der er “ekstrem risiko” for, at hun vil flygte fra USA.

Ghislaine Maxwells forsvarere argumenterer derimod for, at hun skal have lov at være i husarrest, fordi der er risiko for coronasmitte i fængslet.

Maxwell blev tirsdag fremstillet for dommeren via en videoforbindelse. Hun sidder på nuværende tidspunkt fængslet i Brooklyn-bydelen i New York.

Hun blev anholdt 2. juli i New Hampshire, hvor hun opholdt sig på en større ejendom, som hun købte kontant i december.

Hendes identitet var skjult i forbindelse med ejendomshandlen. Anklagerne mener, at hun har forsøgt at gemme sig for myndighederne.

Epstein selv blev i juli sidste år anklaget for at have udnyttet snesevis af piger og kvinder seksuelt fra 2002 til 2005.

Han blev fængslet, men fundet død i sin celle i august sidste år. Dødsårsagen er fastslået til selvmord ved hængning.

/ritzau/Reuters