Foto: Jacob Jepsen

Ny butik: Vi er blevet taget godt imod

Specialforretningen Smag åbnede forrige mandag i Strandgade i Nexø.

Her vil man sælge kvalitetsprodukter i chokolade, spiritus og te og kaffe. En butik, der har manglet i Nexøs gadebillede, mener ejer Peter Stræde Jensen.

– Baggrunden var, at vi kunne se, at Nexø manglede en specialforretning i den bedre ende, siger Peter Stræde Jensen, der sammen med sin kone Lisbet Rossé overtog lokalerne tilbage i februar.

Lisbet Rossé driver til daglig Europcar i Rønne, og det vil derfor være Peter Stræde Jensen, der står for den daglige ledelse af forretningen. Han er oprindeligt fra Nexø og har over 40 års erfaring fra restaurationsbranchen på Sjælland.

– Det er en rimelig hård branche, og man bliver jo ældre, så på et eller andet tidspunkt skal man finde ud af noget andet – her trækker jeg også på min erfaring fra restauration, men bare på en lidt anden måde, siger Peter Stræde Jensen, der har oplevet åbningen positivt.

– Vi er blevet taget godt imod, og der har været rigtig stor opbakning – så det har været meget positivt, siger Peter Stræde Jensen.

Peter Stræde Jensen. Foto: Jacob Jepsen.

Planen er helårsåbent

Planen er at videreføre specialforretningen som helårsåbent, men der skal måske skæres til i åbningstiderne efter højsæsonen, siger ejeren.

– Vi er startet midt i en højsæson, hvor vi lige nu ser vi usædvanligt mange mennesker på Bornholm. Så det kan være svært at vurdere, hvordan det udvikler sig. Men vi vil prøve os frem i vinterhalvåret, hvor jeg forestiller mig, at butikken ville have åbent fra torsdag til og med lørdag, siger Peter Stræde Jensen. Smag i Nexø har lige nu åbent alle dage fra klokken 11.00 til 17.00.