Ole Jørgen Olsen fotograferet i 2012. Privatfoto

Mindeord: Ole var et ægte menneske. Han gjorde det godt

En melstedbo af hjertet, en nysgerrig sjæl og et kærligt menneske døde tirsdag aften under fuldmånen efter et langt og godt liv.

Oles sidste år var mærket af sygdom, og disse ord skrives for at mindes og hædre Oles gode liv, som vi, de efterladte, nu begræder er slut.

Mindeord

Thomas Howalt har skrevet følgende mindeord i anledning af Ole Jørgen Olsens død:

Ole Jørgen Olsen, Melsted, er død, 85 år gammel.

En melstedbo af hjertet, en nysgerrig sjæl og et kærligt menneske døde tirsdag aften under fuldmånen efter et langt og godt liv. Oles sidste år var mærket af sygdom, og disse ord skrives for at mindes og hædre Oles gode liv, som vi, de efterladte, nu begræder er slut.

Ole blev født 13. april 1935 i Holbæk. Faderen var varmemester for varmecentralen på Holbæk Sygehus, og Ole og hans søster havde en tryg og flittig barndom med spejder, sport og skole. På skønne billeder fra årene i slutningen af 40’erne ser vi Ole vokse fra stor dreng over ung værnepligtig til midt-50’ernes pibe og overskæg.

Oles glæde og interesse for musik startede med en dyb kærlighed til nogle af de store saxofonister; Hawkins, Young og Parker, han så Louis Armstrong spille i KB Hallen i ’55, og var optaget af Miles Davis’ Kind of Blue. Den vigtigste spirituelle stemme fandt Ole hos Bob Dylan. Dylans tekster og musik var en referenceramme, som Ole ofte fortalte om. En gang nævnte han, at han kunne ikke forstå, hvordan Bob kunne beskrive, hvordan han selv havde det.

Efter nogle år som værnepligtig og sergent ved kampvognsstyrkerne i Oksbøl blev Ole udlært som isenkræmmer i Holbæk, flyttede til København for at tage en handelsuddannelse, og hvor han mødte sin første kone, Kathrine Hamann. Et arbejde i en skibsproviantering ledte til et job i et firma i Zürich i Schweiz. Det blev en tid, som prægede Oles fremtid, hvor han arbejdede med køb og salg af dele til elektronikindustrien. Et vækstområde, hvor kontakter og spændende rejser blev rammen for Oles arbejdsliv.

Hjemkommet til Danmark flyttede de til Høsterkøb nord for København, hvor de havde købt et ældre hus på en skøn og stærkt skrånende naturgrund. Han gik straks i gang med at istandsætte huset, og efter nogle år kom to ønskebørn til. Ole installerede til sine børns og venners fornøjelse en 125 meter lang wire mellem to træer foroven og forneden af den stærkt skrånende naturgrund, så man kunne rutsje en flot lang tur ned gennem haven. Den virkede i 30 år.

Navnkundige var også de traditionsrige santkhansaftenfester hos Ole og hans familie, som samlede børn, venner, kolleger til et brag af en aften.

Ole var indkøbschef i mange år, men da han blev tilbudt at blive afdelingsleder, takkede han nej. Ole valgte bevidst ledelse fra, men var en leder i sig selv. Han var en afholdt og respekteret kollega, som turde tage de vigtige kampe for arbejdsmiljøet, mod urimelighed og for en god handel. Han var ikke interesseret i karriere som sådan, men ville det nære, sin familie, sine venner, sine hjem.

Ole blev gift i 1984 med Henriette Howalt, og de valgte, da de blev pensioneret i 2001, at flytte til Bornholm. Oles gejst og energi blev brugt på at istandsætte huset i Rønne, modernisere sommerhuset i Melsted, drive biografen i Gudhjem, dyrke sin have og sin interesse for fugle, sikre en fornuftig anbringelse af rensningsanlægget i Melsted, som medlem i møllelauget, som læserbrevsskriver til avisen her og som medlem af en læsegruppe, hvor de læste og diskuterede bøger.

Venner kender Ole, som en, der elskede at diskutere. Som elskede at brydes med ord og holdninger, og som var oprigtig interesseret og optaget af de ting han oplevede, hvad enten det var fugle, musik, teater, bøger, politik, mad eller sin familie og venner. Denne interesse mærkede Oles børn, hans bonusbørn og børnebørn, som altid følte sig velkomne i hans og Henriettes hjem. I en lang periode var han en hyppig gæst på Natur Bornholm, når han viste dinosaurerne frem for børnebørnene og fortalte om øens lange historie.

Ole var et ægte menneske, vidende og interesseret, sjov og udfordrende, en god ven, en god far, en god mand. Han gjorde det godt.

Ole efterlader sig kone, to børn, tre bonusbørn, ti børnebørn og et oldebarn på vej.